Hvem kan svæveflyve?

Langt de fleste kan blive svæveflyvepiloter. Hvis du har et almindeligt godt helbred kan du blive svæveflyvepilot. Briller og farveblindhed er ingen hindring. Vejer du mere en 110 kg og/eller er højere end 2 meter vil der imidlertid være nogle fly, du ikke kan være i.

Alle aldre og erhverv er repræsenteret i svæveflyveklubberne. Også unge under uddannelse og pensionister. Du kan flyve solo som 15 årig, og du kan tage dit S-certifikat som 16 årig. Og du kan fortsætte flyvningen som pensionist.

Inden du flyver solo, skal du dog gennemgå en helbredsundersøgelse hos en flyvelæge, men som nævnt er kravet kun et almindeligt godt helbred.

Kigger man henover medlemmerne i en tilfældig svæveflyveklub finder man et godt repræsentativt udsnit af den danske befolkning. Ingen nævnt, ingen glemt.

Det skal nævnes, at mange professionelle piloter har haft deres første flyverdragt på i en svæveflyveklub, hvor de har lært at flyve – rigtigt. Mange professionelle piloter kalder svæveflyvning for den ægte flyvning og bruger en del af deres fritid på at svæveflyve.

Højt humør Humøret er højt lige før start. Foto: Per Givskov