Kan man svæveflyve året rundt?

På vores breddegrader svæveflyves der fra slutningen af marts til begyndelsen af november. Solens "kræfter" er i vintermånederne ikke stærke nok til, at der kan dannes termik (se faktabox). De bedste flyvedage findes normalt i de sene forårsmåneder og i sommermånederne, hvor forholdene for længere flyvninger er bedst.

Vejret er altafgørende for, om der kan svæveflyves. Dage med cumulusskyer pænt fordelt over hele himlen er bedst. Men skoleflyvning kan sagtens finde sted selvom termikken ikke er i gang.

Det eneste der afholder svævefly fra at komme i luften er vedvarende regn, lavt skydække og vind over 40km/t (20 kt el. 11 m/s). Og der flyves heller ikke om natten.

Myten om at det skal blæse, for at der kan svæveflyves, skal begraves lige her. Svævefly flyver glimrende, selvom der er vindstille.

Alle klubber flyver hver weekend samt på helligdage i flyvesæsonen (marts til november).


paa-hovedet
Man kan også dyrke kunstflyvning som svæveflyvepilot. Her flyves der termik på hovedet. Foto: Henrik Svensson

Fakta: Energikilder

Svæveflyvepiloter bruger tre slags opadgående luftstrømme:

Termik: Solens opvarmning af jorden udløser søjler af opadgående luftstrømme. Kaldes også termikbobler. Termik er den naturkraft som svæveflyvepiloter udnytter ved at cirkle indeni den opadgående luftsøjle.

Skræntvind: Når vinden blæser ind mod en skrænt, klint, bakkekam eller bjergvæg tvinges luften til vejrs, hvor svæveflyvepiloten kan udnytte dette ved at flyve langs med skrænten.

Bølger: I bjergegne kan dette vejrfænomen opstå, som principielt er det samme som skræntvind. Men bølger dannes ved at luftmassen, efter at have været tvunget til vejrs og derefter ned igen af flere bjergkæder, laver en bølgebevægelse, som kan gå meget højt op i atmosfæren. Det er ikke ualmindeligt at bølgen når op i 10 km's højde, som er den højde trafikfly færdes i. Svæveflyvepiloten udnytter bølgen ved at flyve på langs af bølgens forside, hvor det stiger hele tiden.

Bølger kan også i meget sjældne tilfælde opstå over Danmark.

 

Video - Svæveflyvetur