Nogle få forklaringer

Svæveflyvesporten er en redskabssport med mange tekniske detaljer. Du kan her læse forklaringer om nogle få detaljer.

Svævefly er inddelt i klasser. Hver svæveflytype er tildelt et handicap, så der kan konkurreres på lige fod i forskellige flytyper. Herunder findes klasseinddelingen:

Klubklasse Svævefly som var moderne i 70erne, 80erne og 90erne, med og uden flaps og med 15 meters spændvidde
Standardklasse  Moderne svævefly uden flaps med 15 meters spændvidde
15 meter klasse Moderne svævefly med flaps med 15 meters spændvidde
18 meter klasse Moderne svævefly med og uden flaps med 18 meters spændvidde
Åben klasse Svævefly med en større spændvidde end 18 meter. De største fly har en spændvidde på 30 meter. Alle har flaps.
2-sædet 20 meter Alle 2-sædede typer med 20 meters spændvidde
Veteran Der findes mange veteranfly i Danmark, hvor de ældste er fra 1930'erne

 

Det at flyve: Et fly kan kun holde sig flyvende, når det bevæger sig igennem lufthavet med en vis hastighed. Det gælder alle fly fra Airbus 380 til papirfly. På oversiden af vingen dannes et undertryk og på undersiden et overtryk, som gør at flyet flyver. Vingernes konstruktion: profil, længde, bredde mv. afgør ved hvilke hastigheder, det givne fly skal flyve. Det har ikke noget at gøre med, hvor meget det blæser.

Glidetal: Et svæveflys præstationsevne kan blandt andet beskrives gennem dets glidetal. Glidetallet er et udtryk for, hvor mange meter flyet kommer fremad, mens det synker 1 meter ved en given hastighed. Et glidetal på 40 betyder, at flyet kommer 40 meter frem imens det har mistet 1 meter af den højde, det havde. Ligger flyet i 1.000 meters højde kan det glide 40 km. De bedst ydende svævefly har i dag et glidetal på 65 og derover.

Mindste synk: Når flyet flyver med hastigheden for mindste synk, er det et udtryk for, at med den hastighed kan flyet blive længst tid i luften. Denne hastighed er generelt lidt lavere end hastigheden for bedste glidetal. Hvis mindste synk er 0,5 m/s betyder det, at hvis flyet befinder sig i 1.000 meters højde kan det holde sig flyvende i 2.000 sekunder, som er ca. 33 minutter. 

Strækflyvning: Når en svæveflyvepilot flyver lange distancer anvendes hastigheden for bedste glidetal til flyvning mellem termikboblerne, og når der cirkles indeni termikboblerne flyves med hastigheden for mindste synk. Dette er teori. I praksis flyves der hurtigere mellem termikboblerne. Hvorfor? Bliv pilot og find ud af det.

Udelanding: Under uddannelsen til svæveflyvepilot træner man også i at lande et svævefly sikkert på en mark. Det sker, at en pilot på distanceflyvning kommer ud for, at vejret modarbejder hans planer. Piloten kan ende i en situation, hvor der ikke kan vindes højde til at flyve videre på grund af manglende termik, og derfor ikke kan holde sig flyvende. Piloten finder så en egnet mark, hvor flyet kan landes. Det er en helt normal og ufarlig procedure for svæveflyvepiloter. Sker der skade på markens afgrøde, findes der en forsikring, der dækker landmandens evt. tab.

Piloten ringer hjem til klubben, og der iværksættes en hjemhentnings ekspedition, hvor man hægter flyets transportvogn på en personbil og kører ud og henter fly og pilot. Det tager ca. 15 min. at skille et fly ad og sætte det i transportvogn.

Instrumenter: Basisinstrumenteringen består af en hastighedsmåler, som måler flyets hastighed gennem luften og en højdemåler.

  • Der er et variometer i svæveflyet, som giver udslag såvel på instrumentet som med lyd, når man flyver ind i en opadgående luftstrøm.
  • Der er monteret en VHF flyradio, så piloten kan kommunikere med flyveledere i tårnkontrollen på militære flyvestationer og lufthavne. Der kommunikeres også med andre fly.
  • Man finder også en GPS i nogenlunde samme udførelse, som man har i en bil, men med software og kort som hjælper med flyvningen.
  • Flyver man konkurrence medfører man også en kalibreret og forseglet GPS logger, som kan aflevere en logfil over flyvningen.
  • Mange klubber er ved at forsyne alle fly med antikollisions instrumentet "Flarm", som kan vise andre fly med "Flarm" i nærheden.
  • Desuden har mange fly en transponder, så svæveflyene kan ses på flyveledernes radar.

Startwire: Til spilstart bruges enten en 5 mm stålwire eller en 5 mm Dyneema® polyethylen fiber snor.

Vandballast: Når et svævefly skal yde sit maximale, er det vigtigt at have så meget vægt med som muligt. Derfor kan svævefly beregnet til konkurrence medtage vandballast, som giver flyet samme præstationer, men ved højere hastigheder. Termikken skal have en vis styrke før flyet tankes med vand.

Når fly kommer hjem fra en konkurrenceflyvning lukkes vandballasten ud lige inden der landes, derfor ser man tit vandet som en hale af røg i flyets slipstrøm, hvilket kan ses på flere billeder her på hjemmesiden.

Fakta: Energikilder

Svæveflyvepiloter bruger tre slags opadgående luftstrømme:

Termik: Solens opvarmning af jorden udløser søjler af opadgående luftstrømme. Kaldes også termikbobler. Termik er den naturkraft som svæveflyvepiloter udnytter ved at cirkle indeni den opadgående luftsøjle.

Skræntvind: Når vinden blæser ind mod en skrænt, klint, bakkekam eller bjergvæg tvinges luften til vejrs, hvor svæveflyvepiloten kan udnytte dette ved at flyve langs med skrænten.

Bølger: I bjergegne kan dette vejrfænomen opstå, som principielt er det samme som skræntvind. Men bølger dannes ved at luftmassen, efter at have været tvunget til vejrs og derefter ned igen af flere bjergkæder, laver en bølgebevægelse, som kan gå meget højt op i atmosfæren. Det er ikke ualmindeligt at bølgen når op i 10 km's højde, som er den højde trafikfly færdes i. Svæveflyvepiloten udnytter bølgen ved at flyve på langs af bølgens forside, hvor det stiger hele tiden.

Bølger kan også i meget sjældne tilfælde opstå over Danmark.

 

Video - Svæveflyvetur