Bliv pilot

Et nøje tilrettelagt forløb

Alle danske svæveflyveklubber følger samme, nøje tilrettelagte uddannelsesforløb, som lever op til de høje krav, som er stillet af offentlige myndigheder. Derfor er uddannelsen til svæveflyvepilot godkendt af Trafikstyrelsen i henhold til Lov om luftfart.

Når du melder dig ind i en svæveflyveklub, begynder du at flyve med det samme. Den indledende uddannelse foregår i et to-sædet skolesvævefly, hvor du altid har en erfaren og særlig uddannet instruktør med i bagsædet.

Til uddannelsen hører også et teoretisk forløb, hvor du i vinterhalvåret modtager undervisning i flere forskellige fag.

skolebaenk
Her er din "skolebænk". 1: Fartmåler, 2: Variometer, 3: Variometer, 4: GPS med "moving map", 5: GPS logger, 6: Variometer, 7: G-måler, 8: Højdemåler, 9: VHF flyradio. Foto: Per Givskov

Soloflyvning er det største

Uddannelsen leder frem til din første flyvning alene – din soloflyvning. Det er en begivenhed, du vil huske som en af dine største oplevelser. De næste skridt i uddannelsen foregår i både en-sædet og to-sædet skolefly og omfatter træning i endnu flere praktiske færdigheder.

soloflyvning
Solopiloten får altid en buket af markens blomster af sine kammerater. Foto: Per Givskov

Uddannelsesforløbet er nøje tilrettelagt helt frem til den afsluttende prøve til erhvervelse af svæveflyvercertifikatet (S-certifikatet).

Hele uddannelsesforløbet er en fantastisk spændende, sjov og lærerig periode, hvor du både lærer at styre et fly og får en masse nye bekendtskaber. Og netop de nye bekendtskaber fylder også en del, da du kommer til at bruge mange timer sammen med andre piloter under uddannelse, instruktører og færdiguddannede piloter. Og det er sjovt.

S-certifikatet er opnået

Når du har S-certifikatet i hånden, må du svæveflyve på egen hånd i det meste af Verden. Og afhængig af dine personlige ambitioner, kan du udvikle dine færdigheder til at flyve strækflyvning, konkurrenceflyvning eller måske kunstflyvning. Når du har erfaring nok, har du også mulighed for at blive uddannet til at medtage en passager og måske senere blive uddannet til instruktør, og dermed være med til at uddanne den næste generation af svæveflyvere.

alperne
Flyvning i alperne er populært blandt danske svæveflyvere. Man forstår godt hvorfor. Udsigten er fantastisk. Foto: Jacob Thomsen

Fakta: Teoretiske fag

Flyveprincipper
Meteorologi
Operationelle procedurer og flyveplanlægning
Menneskelig ydeevne og begrænsning
Generel viden om luftfartøjer
Navigation
Love og bestemmelser
VHF radiobevis

Fagene afsluttes med en prøve.

Typisk uddannnelsesforløb

Video - Frederiks første solo

Instruktionsvideoer